Stigningen, faldet og kompleksiteten af ​​den ydelsesbaserede plan

I de sidste 25 til 30 år har der været et stort skift i pensionsplanordninger, der tilbydes af private arbejdsgivere, fra den traditionelle ydelsesbaserede plan (DB-plan) til den mere moderne bidragsbaserede plan (DC-plan). Traditionelle DB-planer, der ofte kaldes pensioner, giver typisk en garanteret månedlig indkomst til de ansatte, når de går på pension og lægger byrden på finansiering og valg af investeringer på arbejdsgiveren. DC-planer, såsom en 401 (k), finansieres primært af medarbejdere, der vælger investeringer og som et resultat ender med at påtage sig investeringsrisikoen.

Lad os se på grundene til, at DB-planer har mistet grunden til DC-planer og på DB-planenes kompleksiteter - især ved at estimere pensionsforpligtelser.

Key takeaways

• Ydelsesbaserede planer betaler en garanteret indkomst til pensionerede medarbejdere og finansieres af arbejdsgivere, der vælger investeringer.
• I den private sektor er de stort set erstattet af bidragsbaserede planer, som primært finansieres af medarbejdere, der vælger investeringer og bærer investeringsrisikoen.
• Virksomheder vælger DC-planer, fordi de er mere omkostningseffektive og mindre komplekse at administrere end traditionelle pensionsplaner.
• Det er komplekst at estimere en pensionsplans forpligtelser, hvilket kan føre til fejl.

Historie om den ydelsesbaserede plan

DB-planer går tilbage. De blev først introduceret i USA, da regeringen fremsatte løfter om at give pensioner til veteraner, der tjente i den revolutionære krig. Derefter steg antallet af DB-planer i hele landet, efterhånden som arbejdsstyrken i USA blev mere industrialiseret.

Dette er de primære grunde til, at DB-planer vandt popularitet:

• De har en tendens til at give medarbejderne en større pensionsydelse end andre pensionsplaner, især hvis medarbejderne lever i lang tid efter pensioneringen.
• DB-planer placerer både investeringsbeslutningsansvaret og investeringsrisici forbundet med markedsudsving på arbejdsgiveren i stedet for medarbejderen.
• Virksomheder har en tendens til at have en meget længere tidshorisont end medarbejdernes forventede levetid. Som et resultat antages det, at arbejdsgivere har en meget større kapacitet til at absorbere store markedsudsving over forskellige markedscyklusser.

Hvorfor definerede bidragsplaner fik fart

På trods af fordelene ved DB-planstrukturen har DC-planer fået fart og popularitet. Som et resultat af skiftet er det primære ansvar for forberedelse til pensionering blevet fjernet fra arbejdsgiverplanens sponsorer og placeret på ansatte.

Afgrænsningen af ​​denne ændring er dybtgående, og mange har sat spørgsmålstegn ved den almindelige befolknings beredskab til at håndtere et så komplekst ansvar. Dette har igen ført til debatten om, hvilken type pensionsplanstruktur der er bedst for den generelle befolkning.

DC-planer blev oprindeligt designet til at supplere DB-planer, selvom det generelt ikke længere er tilfældet.

Overgangen fra DB-planer til DC-planer i de sidste par årtier er et produkt af følgende:

• Virksomheder sparer typisk et betydeligt beløb ved at skifte deres DB-plan til en DC-plan, fordi fordelene ved DC-planer typisk er lavere end hvad DB-planer tilbyder.
• På grund af kompleksiteten forbundet med at estimere DB-planforpligtelser, er det vanskeligt for virksomhedsledere at budgettere med pensionsudgifter.
• De regnskabsmæssige hensættelser, der ikke er afbalanceret, og som virksomhederne anvender til at redegøre for DB-planer, rejser problemer, der ødelægger selskabets årsregnskab og forvrider virksomhedens økonomiske forhold.
• Kompleksiteterne forbundet med investeringsplanaktiver kræver en betydelig mængde investeringskendskab. Som et resultat heraf skal tredjeparts institutionelle investeringskonsulentfirmaer, aktuarmæssige firmaer og regnskabsfirmaer bevares for at håndtere dette ansvar.
• Den relative størrelse på DB-planaktiver og -forpligtelser er typisk meget stor. Dette kræver, at virksomhedsledere fokuserer på deres pensionsplanadministration i stedet for at fokusere på kerneforretningsbestræbelser.

Kompleksiteten ved at estimere pensionsforpligtelser

Det primære problem, der er forbundet med at tilbyde en DB-plan, begynder med estimeringen af ​​en medarbejders forventede forpligtelsespligt (PBO). PBO repræsenterer estimatet af nutidsværdien af ​​et fremtidig ansvar for en ansattes pensionsydelser. For at forstå kompleksiteten forbundet med at estimere dette ansvar skal du tage et kig på følgende forenklede eksempel på, hvordan det beregnes.

Estimering af PBO: Et simpelt eksempel

Lad os antage, at Company ABC blev oprettet af Linda. Linda er 22 og en nyuddannet college. Hun er den eneste medarbejder, har en grundløn på $ 25.000 og for nylig afsluttet et års tjeneste hos firmaet. Lindas firma tilbyder en DB-plan. DB-pensionsydelsen giver hende en årlig pensionsydelse svarende til 2% af hendes slutløn ganget med det antal år, hun har akkumuleret hos firmaet.

Lad os også sige, at hun vil arbejde 45 år, før hun går på pension og modtager en 2% årlig vækstrate i kompensation for hvert år, hun arbejder for Company ABC. Baseret på disse antagelser kan vi estimere, at Lindas forventede årlige pensionsydelse efter et års tjeneste vil være $ 1.219 ($ 25.000 * 1.02 ^ 45 * .02). Vær opmærksom på, at dette skøn over pensionsydelsen tager hensyn til Lindas estimerede fremtidige lønforøgelse i løbet af hendes estimerede arbejdskarriere på 45 år.

Den tager imidlertid ikke højde for Lindas forventede fremtidige service med Company ABC. I stedet tager fordelestimatet kun hensyn til hendes akkumulerede service hidtil. Når dette ydelsesbeløb er bestemt, antages det, at Linda i begyndelsen af ​​hvert år, når hun går på pension, modtager en fordel på $ 1.219 pr. År i løbet af sin forventede levetid, hvilket vi antager er 30 år.

$ 8, 2 billioner

Mængden af ​​aktiver i bidragsbaserede planer i USA ifølge Investment Company Institute.

Vi kan nu bestemme værdien af ​​PBO. For at nå dette mål skal Lindas årlige pensionsydelse konverteres til en engangsværdi på hendes forventede normale pensionsdag. Ved at bruge et 4% -rente på en 30-årig statsobligation som en konservativ diskonteringsfaktor ville nutidsværdien af ​​Lindas årlige pensionsydelse over hendes 30-årige forventede levetid på hendes pensionstid $ 21.079. Dette repræsenterer, hvad Company ABC skulle betale Linda for at opfylde sit virksomheds pensionsforpligtelser den dag, hun går på pension.

For at bestemme PBO skal nutidsværdien af ​​Lindas pensionsydelser på hendes normale pensionsdato diskonteres 44 år tilbage til dagens værdiansættelsesdato. Igen, ved anvendelse af afkastet på den 30-årige statsobligation på 4% som diskonteringsfaktor, ville nutidsværdien af ​​Lindas fordel være $ 3.753. Dette beløb er PBO. Det er det beløb, som virksomhedsledere afsatte på en konto ved udgangen af ​​Lindas første ansættelsesår for at kunne betale Lindas lovede pensionsydelser på $ 1.219 pr. År, der skal betales i 45 år, over hendes forventede levetid efter pensionering. Hvis Company ABC afsætter dette beløb, vil Company ABC DB-planen blive fuldt ud finansieret fra et aktuarmæssigt synspunkt.

Estimering af forpligtelser: Yderligere antagelser

Dette eksempel repræsenterer et forenklet tilfælde af kompleksiteterne forbundet med estimeringen af ​​pensionsforpligtelser. Yderligere aktuarmæssige antagelser og regnskabsmandater skal tages i betragtning for at estimere PBO i overensstemmelse med accepterede retningslinjer.

Lad os nu se på 10 antagelser om, at vi er nødt til at tage højde for for at estimere PBO, og hvordan de vil påvirke nøjagtigheden af ​​pensionsansvarsvurderingen.

Regnskabsproblemer

Den anden udgave med DB-planstrukturen vedrører den regnskabsmæssige behandling af virksomhedens DB-planaktiver og -forpligtelser. I USA har Board for Financial Accounting Standards (FASB) oprettet FASB 87 Employer Accounting for Pensions-retningslinjer som en del af de generelt accepterede regnskabsbestemmelser (GAAP).

FASB 87 tillader bogføring uden for balancen af ​​pensionsaktiver og passivbeløb. Efterfølgende, når PBO estimeres for et selskabs DB-plan og planbidrag er foretaget, registreres PBO ikke som en forpligtelse i selskabets balance, og planbidrag registreres ikke som et aktiv. I stedet er nettotegningen og PBO nettet, og nettobeløbet indberettes i selskabets balance som en nettopensionsforpligtelse.

Denne type regnskabsfleksibilitet skaber mange væsentlige problemer for både virksomheder og investorer. Som tidligere nævnt er de estimerede PBO- og planaktiver store i forhold til et selskabs gæld og kapitalværdi. Dette betyder igen, at en virksomheds økonomiske tilstand ikke nøjagtigt indfanges i selskabets balance, medmindre disse beløb er inkluderet i det finansielle. Som et resultat forvrænges vigtige økonomiske nøgletal, og mange selskabsledere såvel som investorer kan nå frem til fejlagtige konklusioner om et selskabs økonomiske tilstand.

Bundlinjen

DB-planer blev implementeret af mennesker, der havde de bedste intentioner om at hjælpe medarbejderne med at opleve et økonomisk sundt liv i deres pensionsår. Fjernelse af pensionsplanlægningsbyrder fra ansatte og placering af dem på en arbejdsgiver er også en betydelig fordel ved den traditionelle pensionsplan. Ikke desto mindre har DC-planer overhalet DB-planer som den pensionsplan, der vælges af virksomheder i den private sektor.

Værdiansættelsesfejl i forbindelse med estimering af DB-pensionsforpligtelser udgør et uundgåeligt problem. Derudover rejser de regnskabsmæssige hensættelser, der er forbundet med bogføring af nettopensionsforpligtelser i et selskabs balance, i stedet for at booke både pensionsaktivet og pensionsforpligtelsen andre problemer, der flyver i lyset af forsigtig virksomhedsstyring.