Her er hvad der vil ske, hvis euroen mislykkes

I 2015 var Den Europæiske Union (EU) i en strømtilstand. Der var store bankproblemer hos Deutsche Bank AG (NYSE: DB), Credit Suisse Group AG (NYSE: CS) og stort set alle italienske finansielle institutioner. Grækenland led økonomisk, og flere andre lande syntes at være bestemt til det samme. I 2016 stemte Det Forenede Kongerige for at forlade EU med Brexit-afstemningen, og Den Europæiske Centralbank (ECB) indførte negative renter i et desperat forsøg på at anspore til vækst. Men i 2017 vendte tidevandet.

Den aktuelle stat i euro

Eurozonen nød det bedste år i 2017 på et årti, hvilket viser, at den endelig kom ud af gældskrisen, der truede euroen. Ifølge Eurostat, Den Europæiske Unions statistikagentur, udvidede euroområdet med 2, 5% i 2017, hvilket overgik De Forenede Staters vækst på 2, 3%. Grækenland ville komme ud af sin redningsstatus i midten af ​​2018, og andre lande, der led efter den store recession i 2008, var stærkere og oplevede mindre arbejdsløshed. Euroen steg styrket mod dollaren, skønt dette gør eksporten fra zonen mindre konkurrencedygtig globalt [1]. Mens eurozonen endelig var i økonomisk opsving, hvad ville der ske, hvis der skulle ske en ny recession, og euroen skulle kollapse?

Afslutningen af ​​Schengen-området

En sammenbrudt euro ville sandsynligvis gå på kompromis med det såkaldte “Schengen-område”, der er opkaldt efter Schengen-aftalen fra 1995. I henhold til denne aftale blev 26 separate europæiske lande enige om at tillade fri bevægelighed for mennesker, varer, tjenester og kapital inden for eurozonens grænser. Ikke hvert EU-medlem er også medlem af Schengen, og ikke alle deltagere i Schengen er en del af EU, men et sammenbrud af euroen vil ikke desto mindre ramme lande inden for og uden for regionen.

Økonomisk er det muligt at have konkurrerende valutaer i den samme økonomiske zone. Der er intet, der forhindrer tyskere eller italienere fra at handle med både tyske Deutsche-mærker og italienske lira. Dette scenarie synes kun usandsynligt, fordi en afslutning på euroen ville øge presset for at opløse hele EU-eksperimentet.

Hvis Schengen skulle falde, ville lande i eurozonen være nødt til at gennemføre grænsekontrol, kontrolpunkter og andre interne forskrifter, der tidligere var blevet fjernet i Schengen-aftalen. Omkostningerne til dette vil spildes til private virksomheder, især dem, der er afhængige af kontinental transport eller turisme.

I det omfang importkvoter eller -tariffer implementeres af forskellige medlemslande, og i det omfang, disse foranstaltninger gengældes andetsteds, ville der være et tilsvarende fald i international handel og økonomisk vækst. Et sammenbrud i euro vil påvirke flere lande end dem i Europa, skønt på usikre måder. Andre regioner, især store handelspartnere i Nordamerika og Asien, ville have økonomiske og muligvis politiske konsekvenser.

Virkning uden for EU

Mange af de formodede økonomiske fordele i EU overføres ikke til eksterne handelspartnere. Frihederne for arbejdskraft og kapital strækker sig ikke f.eks. Til USA eller Kina, medmindre udenlandske forbrugere og producenter får adgang til et medlemsland. Dette gør det vanskeligt at forudsige potentielt nedfald, da det er muligt, at endnu stærkere vækstpolitikker kan erstatte den bureaukratiske superstat, der sidder i Bruxelles. På den anden side truer øget økonomisk isolationisme fra nationalistiske bevægelser de internationale virksomheder og de finansielle markeder.

På kort sigt vil markeder sandsynligvis reagere negativt på øget usikkerhed. EU er en kendt vare, selv om den er ufuldkommen, og markeder som forudsigelighed. På længere sigt kunne markederne imidlertid drage fordel af et igen voksende Europa. Mellem 2010 og 2015 halter Europa markant bag Amerika, Afrika, Asien og Stillehavsregionerne i den reale bruttonationalprodukt (BNP). Hvis en post efter euro vender det kontinentale Europa tilbage til konkurrencedygtig økonomisk vækst, er det meget sandsynligt, at den globale økonomi vil drage fordel.

Skift tilbage til nationale valutaer

Den officielle betegnelse for at forlade euroen og installere en gammel valuta kaldes "redenomination." En sådan konvertering ville næsten helt sikkert være mindre kompliceret end at koordinere indførelsen af ​​euroen i 2002, men investorer bør stadig være på vagt over for usikkerhed.

Redenomination ville medføre to brede ændringer. Den første er den officielle indførelse af en ny valuta inden for en lands grænser. Dette betyder, at de nuværende lønninger, priser og andre værdier tilpasses de nye penge på et tilnærmelsesvis proportionalt grundlag. For det andet skulle valutaens internationale værdi prissættes til valutamarkeder. Dette er baseret på mange faktorer, herunder produktionsevnen for hver national regering og den relative risiko for en devalueret valuta.

Det er sandsynligt, at mange gældskældte lande med masser af udenlandske kreditorer, såsom Grækenland, ville prøve at redenominere for at reducere deres reelle tilbagebetalingsbyrde. En måde at opnå dette på er at redenominere og straks begynde en stærk inflation for at reducere købekraften for den tilbagebetalte gæld. Økonomer omtaler nogle gange dette som ”øjeblikkelig intern devaluering.” Ulempen med en sådan politik er, at det skaber ødelæggelse i det devaluerede lands økonomi, da bankkonti, pensioner, lønninger og aktivværdier lider.

Nære historiske paralleller kan findes efter sammenbruddet af det østrig-ungarske imperium, der stod mellem 1867 og 1918. Efter at imperiet faldt fra hinanden, håbede mange medlemslande at beholde den østros-ungarske krone som valuta. Desværre brugte adskillige uansvarlige regeringer meget ekspansive pengepolitikker til at betale de høje gæld fra 2. verdenskrig, hvilket udløste hyperinflation i Østrig i de tidlige 1920'ere. Slovenien, Ungarn og andre oplevede meget af det samme. I 1930 måtte hvert tidligere medlemsland bruge en ny valuta, der ofte blev bakket op af guld eller sølv.

Indvirkning på bank-, Forex- og international handel

Hvis den eneste ændring var en erstatning af euroen med konkurrerende nationale valutaer, ville afskaffelsen af ​​euroen kun skabe reelle langsigtede ændringer i pengepolitikken. Eurozonen blev oprindeligt delvist solgt af konceptet om at skabe et europæisk modstykke til den amerikanske centralbank. Fjernelse af euroen ville decentralisere den monetære myndighed tilbage til medlemslandene; for eksempel ville en tysk centralbank kontrollere renten og pengemængden i Tyskland, mens en portugisisk centralbank ville kontrollere dem i Portugal.

Banker kunne rekapitalisere i deres nationale valutaer, selvom de sandsynligvis skulle holde mere aktive valutakurser for regional handel og forsoning. De forskellige valutakurser ville ændre de relative værdier for nogle aktiver, der holdes internationalt, og arbejderne på mindre-inflationære europæiske jobmarkeder ville se en relativ indkomststigning sammenlignet med europæiske regeringer med løs pengepolitik. For eksempel er det sandsynligt, at arbejdstagere i stærkt produktivt Tyskland ville have en lettere tid med at levere varer og tjenester, der er produceret i mindre produktive Slovenien.

Det er dog usandsynligt, at andre økonomiske politikker vil forblive uændrede, hvis euroen fejler. Selv hvis EU teknisk overlevede, kunne andre restriktioner implementeres inden for indvandring eller handel. Pro-euro-partier vil sandsynligvis lide politiske følger, hvilket giver nationalistiske partier mulighed for at få indflydelse og gennemføre nye finanspolitikker. Hvis Schengen også mislykkedes, kan de økonomiske konsekvenser være yderst forstyrrende, selvom kun på kort sigt.