Brug af renteforhold til handel med Forex

Renteparitet (IRP) er den grundlæggende ligning, der styrer forholdet mellem renter og valutakurser. Den grundlæggende forudsætning for renteparitet er, at afdækket afkast fra investering i forskellige valutaer skal være det samme, uanset niveauet for deres rentesats.

Der er to versioner af renteparitet:

1. Dækket renteparitet
2. Afdækket renteforhold

Læs videre for at lære, hvad der bestemmer renteparitet, og hvordan man bruger den til at handle med valutamarkedet.

Key takeaways

• Renteparitet er den grundlæggende ligning, der styrer forholdet mellem renter og valutakurser.
• Den grundlæggende forudsætning for renteparitet er, at afdækket afkast fra investering i forskellige valutaer skal være det samme, uanset niveauet for deres rentesats.
• Paritet bruges af forex-handlende til at finde arbitrage eller andre handelsmuligheder.

Beregning af fremtidige priser

Valutakurser for valuta er valutakurser, der forudser kursen på et fremtidig tidspunkt i modsætning til spotkurserne, der er aktuelle kurser. En forståelse af terminsrenter er grundlæggende for rentepariteten, især da den vedrører arbitrage (samtidig køb og salg af et aktiv for at tjene på en forskel i prisen).

Den grundlæggende ligning til beregning af terminkurser med den amerikanske dollar som basisvaluta er:

Forward Rate = Spot rate × 1 + IRO1 + IRDwhere: IRO = Rentesats for oversøiske lande \ begynde {justeret} & \ text {Forward Rate} \ = \ \ tekst {Spot Rate} \ \ times \ \ frac {1 \ + \ \ text {IRO}} {1 \ + \ \ text {IRD}} \\ & \ textbf {hvor:} \\ & \ text {IRO} \ = \ \ tekst {Rentesats for det oversøiske land} \\ & \ text {IRD} \ = \ \ tekst {Rentesats for hjemlandet} \ slutning {justeret} Forward Rate = Spot rate × 1 + IRD1 + IRO hvor: IRO = Rentesats for oversøiske lande

Terminkurser er tilgængelige fra banker og valutahandlere i perioder fra mindre end en uge til så langt ud som fem år og derover. Ligesom med spotvalutakurser, noteres forwarder med et bud-anbudspris.

En valuta med lavere renter vil handle med en terminspræmie i forhold til en valuta med en højere rente. I eksemplet vist ovenfor handler den amerikanske dollar med en terminspræmie over for den canadiske dollar; omvendt handler den canadiske dollar med en fremtidig rabat i forhold til den amerikanske dollar.

Kan terminrenter bruges til at forudsige fremtidige spotrenter eller renter? På begge tællinger er svaret nej. En række undersøgelser har bekræftet, at terminraterne er notorisk dårlige forudsigere for fremtidige spotrater. I betragtning af at terminkurser kun er valutakurser, der er justeret for renteforskelle, har de også ringe forudsigelsesevne med hensyn til at forudsige fremtidige renter.

Eksempel

Overvej amerikanske og canadiske rater som en illustration. Antag, at spotkursen for den canadiske dollar i øjeblikket er 1 USD = 1.0650 CAD (ignorering af budspørgeskemaer i øjeblikket). Ved hjælp af ovennævnte formel beregnes en-årig terminsrente som følger:

1 USD = 1, 0650 × 1 + 3, 64% 1 + 3, 15% = 1, 0700 CAD \ tekst {1 USD} \ = \ 1, 0650 \ \ gange \ \ frac {1 \ + \ 3, 64 \%} {1 \ + \ 3, 15 \% } \ = \ 1.0700 \ text {CAD} 1 USD = 1.0650 × 1 + 3, 15% 1 + 3, 64% = 1, 0700 CAD

Forskellen mellem forward rate og spot rate er kendt som swappoint. I ovenstående eksempel udgør swap-point 50. Hvis denne forskel (forward rate minus spot rate) er positiv, er den kendt som en terminspræmie; en negativ forskel kaldes en terminsrabat.

Dækket renteparitet

Med dækket renteparitet skal valutakurser omfatte forskellen i rentesatser mellem to lande; Ellers ville der findes en arbitrage-mulighed. Med andre ord er der ingen rentefordel, hvis en investor låner i en lav rentevaluta for at investere i en valuta, der tilbyder en højere rente. Typisk ville investoren tage følgende trin:

1. Lån et beløb i en valuta med en lavere rente.
2. Konverter det lånte beløb til en valuta med en højere rente.
3. Invester provenuet i et rentebærende instrument i denne valuta med højere rente.
4. Samtidig afdækker valutarisiko ved at købe en terminkontrakt for at konvertere investeringsprovenuet til den første (lavere rente) valuta.

Afkastet i dette tilfælde ville være det samme som opnået ved at investere i rentebærende instrumenter i den lavere rentevaluta. Under den dækkede rentereparitetstilstand ophæver omkostningerne til afdækning af valutarisiko det højere afkast, der vil tilfalde ved at investere i en valuta, der tilbyder en højere rente.

Formlen for dækket renteparitet er

(1 + id) = FS ∗ (1 + hvis) hvor: id = Rentesatsen i den indenlandske valuta eller basisvalutaif = Rentesatsen i den udenlandske valuta eller den angivne valutaS = Den aktuelle spotkurs \ begynde { justeret} & \ venstre (1 + i_d \ højre) = \ frac {F} {S} * \ venstre (1 + i_f \ højre) \\ & \ textbf {hvor:} \\ & i_d = \ tekst {Renten i den indenlandske valuta eller basisvalutaen} \\ & i_f = \ text {Renten i den udenlandske valuta eller den citerede valuta} \\ & S = \ text {Den aktuelle spotkurs} \\ & F = \ tekst {Forward valutakurs} \ slutning {justeret} (1 + id) = SF ∗ (1 + hvis) hvor: id = renten i den indenlandske valuta eller basisvalutaif = renten i den udenlandske valuta eller den angivne valutaS = Den aktuelle spotkurs

Dækket rente arbitrage

Overvej følgende eksempel for at illustrere dækket renteparitet. Antag, at renten for låntagning af midler for en periode på et år i land A er 3% om året, og at den etårige indlånsrente i land B er 5%. Antag endvidere, at valutaerne i de to lande handler på niveau i spotmarkedet (dvs. Valuta A = Valuta B).

En investor gør følgende:

• Lån i valuta A til 3%
• Konverterer det lånte beløb til valuta B til spotkursen
• Investerer dette provenu i et depositum i valuta B og betaler 5% om året

Investoren kan bruge den etårige valutakurs til at eliminere den implicitte valutarisiko i denne transaktion, som opstår, fordi investoren nu holder valuta B, men er nødt til at tilbagebetale de lån, der er lånt i valuta A. Under dækket renteparitet er den -år fremadrettet kurs skal være omtrent lig med 1.0194 (dvs. Valuta A = 1.0194 Valuta B), i overensstemmelse med den ovenfor beskrevne formel.

Hvad hvis den ene-årige terminsrente også er på paritet (dvs. valuta A = valuta B)? I dette tilfælde kunne investoren i ovenstående scenario høste et risikofri overskud på 2%. Sådan fungerer det. Antag investoren:

• Låner 100.000 valuta A til 3% for en periode på et år.
• Konverterer øjeblikkeligt det lånte provenu til valuta B til spotkursen.
• Placerer hele beløbet i et års depositum til 5%.
• Indgår samtidig en 1-årig terminkontrakt til køb af 103.000 Valuta A.

Efter et år modtager investoren 105.000 valuta B, hvoraf 103.000 bruges til at købe valuta A i henhold til terminkontrakten og tilbagebetale det lånte beløb, hvorved investoren overlader saldoen - 2.000 af valuta B. Denne transaktion er kendt som dækket rente arbitrage.

Markedskræfter sikrer, at valutakurserne er baseret på renteforskellen mellem to valutaer, ellers vil arbitrageurs træde ind for at drage fordel af muligheden for arbitrage-fortjeneste. I ovenstående eksempel vil den forventede rentesats på et år derfor nødvendigvis være tæt på 1.0194.

Afdækket renteforhold

Ucovered renteparitet (UIP) siger, at forskellen i rentesatser mellem to lande er lig med den forventede ændring i valutakurser mellem disse to lande. Teoretisk set, hvis renteforskellen mellem to lande er 3%, forventes nationens valuta med den højere rente at afskrives 3% i forhold til den anden valuta.

I virkeligheden er det imidlertid en anden historie. Siden introduktionen af ​​flydende valutakurser i de tidlige 1970'ere har valutaer i lande med høje renter tendens til at værdsætte snarere end afskrive, som UIP-ligningen siger. Dette velkendte conundrum, også kaldet "fremadgående puslespil", har været genstand for flere akademiske forskningsartikler.

Anomalien kan delvis forklares med "bærehandelen", hvor spekulanter låner i valutaer med lav rente, såsom den japanske yen, sælger det lånte beløb og investerer provenuet i valutaer og instrumenter med højere rente. Den japanske yen var et foretrukket mål for denne aktivitet indtil midten af ​​2007, hvor en anslået $ 1 billion var bundet i yen-transporthandlen inden det år.

Nødvendig salg af den lånte valuta har den virkning, at den svækkes på valutamarkederne. Fra begyndelsen af ​​2005 til midten af ​​2007 faldt den japanske yen næsten 21% over for den amerikanske dollar. Bank of Japans målrente i denne periode varierede fra 0 til 0, 50%; hvis UIP-teorien havde holdt, skulle yenen have styrket sig mod den amerikanske dollar på grundlag af Japans lavere rentesatser alene.

Formlen for afdækket renteparitet er

F0 = S01 + ic1 + ibwhere: F0 = Forward rateS0 = Spot rateic = Rentesats i land c \ begin {align} & F_0 = S_0 \ frac {1 + i_c} {1 + i_b} \\ & \ textbf {hvor: } \\ & F_0 = \ text {Forward rate} \\ & S_0 = \ text {Spot rate} \\ & i_c = \ text {Rentesats i land} c \\ & i_b = \ text {Rentesats i land} b \ end { justeret} F0 = S0 1 + ib 1 + ic hvor: F0 = Forward rateS0 = Spot rateic = Rentesats i land c

Forholdet mellem renter og pariteter mellem USA og Canada

Lad os se på det historiske forhold mellem rentesatser og valutakurser for USA og Canada, verdens største handelspartnere. Den canadiske dollar har været usædvanligt ustabil siden år 2000. Efter at have nået et rekordlavt niveau på 61, 79 cent i januar 2002, rebound det næsten 80% i de følgende år og nåede en moderne højde på over 1, 10 $ i november 2007.

Når man ser på langsigtede cyklusser, faldt den canadiske dollar mod den amerikanske dollar fra 1980 til 1985. Den styrkede sig mod den amerikanske dollar fra 1986 til 1991 og begyndte et langvarigt lysbillede i 1992, hvilket kulminerede med rekordlavt i januar 2002. Fra den lave pris steg den derefter støt mod den amerikanske dollar i de næste fem og et halvt år.

For enkelhedens skyld bruger vi primære renter (de kurser, som forretningsbanker opkræver deres bedste kunder) til at teste UIP-tilstanden mellem den amerikanske dollar og den canadiske dollar fra 1988 til 2008.

Baseret på priskurser holdt UIP i nogle punkter i denne periode, men holdt ikke på andre, som vist i følgende eksempler:

• Den canadiske prime rate var højere end den amerikanske prime rate fra september 1988 til marts 1993. I det meste af denne periode steg den canadiske dollar mod sin amerikanske modpart, hvilket er i strid med UIP-forholdet.
• Den canadiske prime rate var lavere end den amerikanske prime rate i det meste af tiden fra midten af ​​1995 til begyndelsen af ​​2002. Som et resultat handlede den canadiske dollar til en terminspræmie til den amerikanske dollar i store dele af denne periode. Imidlertid faldt den canadiske dollar 15% over for den amerikanske dollar, hvilket antyder, at UIP heller ikke holdt i denne periode.
• UIP-betingelsen holdt i det meste af perioden fra 2002, hvor den canadiske dollar begyndte sin råvaredrevne rally, indtil sidst i 2007, hvor den nåede sit højdepunkt. Den canadiske prime rate var generelt under den amerikanske prime rate i store dele af denne periode bortset fra en 18-måneders periode fra oktober 2002 til marts 2004.

Afdækning af valutarisiko

Valutakurser kan være meget nyttige som værktøj til afdækning af valutarisiko. Forbeholdet er, at en terminkontrakt er yderst ufleksibel, fordi det er en bindende kontrakt, som køberen og sælgeren er forpligtet til at udføre til den aftalte sats.

At forstå udvekslingsrisiko er en stadig mere værdifuld øvelse i en verden, hvor de bedste investeringsmuligheder kan ligge i udlandet. Overvej en amerikansk investor, der havde fremsynet til at investere i det canadiske aktiemarked i begyndelsen af ​​2002. Det samlede afkast fra Canadas benchmark S & P / TSX-aktieindeks fra 2002 til august 2008 var 106%, eller cirka 11, 5% årligt. Sammenlign denne ydelse med S&P 500, der kun har afkast på 26% i løbet af denne periode eller 3, 5% årligt.

Her er kickeren. Da valutakurs kan forstørre investeringsafkastet, ville en amerikansk investor, der var investeret i S & P / TSX i starten af ​​2002, have haft et samlet afkast (i form af USD) på 208% i august 2008 eller 18, 4% årligt. Den canadiske dollars styrkelse over for den amerikanske dollar i denne tidsramme gjorde et godt afkast til spektakulære.

I begyndelsen af ​​2002, med den canadiske dollar på vej mod et rekordlavt niveau mod den amerikanske dollar, kan nogle amerikanske investorer naturligvis have følt behov for at afdække deres valutarisiko. I dette tilfælde, hvis de var blevet fuldstændigt afdækket i ovennævnte periode, ville de have forladt de yderligere 102% gevinster, der stammede fra den canadiske dollars styrkelse. Til fordel for bagspejlet ville det forsigtige skridt i dette tilfælde have været at ikke afdække valutarisikoen.

Det er dog en helt anden historie for canadiske investorer, der investerer i det amerikanske aktiemarked. I dette tilfælde ville de 26% -afkast, der blev leveret af S&P 500 fra 2002 til august 2008, være vendt til negative 16% på grund af den amerikanske dollars afskrivning over for den canadiske dollar. Afdækning af valutarisiko (igen med fordel for bageftersyn) i dette tilfælde ville i det mindste have reduceret en del af denne dystre præstation.

Bundlinjen

Renteparitet er grundlæggende viden for handlende med udenlandsk valuta. For fuldt ud at forstå de to slags renteparitet, skal den erhvervsdrivende dog først forstå det grundlæggende i valutakurser og afdækningsstrategier.

Bevæbnet med denne viden vil forexhandleren derefter kunne bruge renteforskelle til hans eller hendes fordel. Tilfældet af US dollar / canadisk dollar styrkelse og afskrivning illustrerer, hvor rentable disse handler kan gives de rigtige omstændigheder, strategi og viden.