Valg af aktiver vs. valg af sikkerhed: Hvad er forskellen?

Kapitalallokering og valg af sikkerhed er nøglekomponenter i en investeringsstrategi, men de kræver separate og forskellige metoder.

Allokering af aktiver er en bred strategi, der bestemmer blandingen af ​​aktiver, der skal holdes i en portefølje for en optimal balance mellem risiko og afkast baseret på en investors risikoprofil og investeringsmål. Sikkerhedsvalg er processen med at identificere individuelle værdipapirer inden for en bestemt aktivklasse, der udgør porteføljen.

Key takeaways

• Allokering af aktiver bestemmer blandingen af ​​aktiver, der er indeholdt i en portefølje, mens sikkerhedsvalg er processen med at identificere individuelle værdipapirer.
• Formålet med allokering af aktiver er at opbygge en portefølje af ikke-korrelerende aktiver sammen baseret på risiko og afkast, hvilket minimerer porteføljerisiko og maksimerer afkastet.
• Sikkerhedsvalg kommer efter, at aktivallokeringen er indstillet, mens aktiver, såsom indeksfonde og ETF'er, bruges til at nå tildelingsmål.
• Den effektive markedshypotese viser, at allokering af aktiver er vigtigere end sikkerhedsvalg, når det kommer til at skabe en vellykket investeringsstrategi.

Allokering af aktiver

Det er veletableret, at forskellige typer af aktiver har en tendens til at opføre sig forskelligt som reaktion på markedsforholdene. F.eks. Under markedsforhold, når aktier fungerer godt, har obligationer en tendens til at fungere dårligt, eller når store aktier overgår markedet, kan småkapitalandele underprestere.

Investeringsmæssigt er disse aktiver ikke korrelerede. Allokering af aktiver er fremgangsmåden ved at blande ikke-korrelerende aktiver sammen for at finde en optimal balance mellem risiko og afkast baseret på en investors investeringsprofil. Kapitalallokering søger at minimere porteføljerisiko og samtidig maksimere afkastet for en effektiv portefølje.

For en investor, der søger et højere afkast med viljen til at påtage sig mere risiko, vægtes aktivallokationen mere mod aktier end obligationer. En blanding af aktier til obligationer på 80/20 eller 90/10 vil blive betragtet som en aggressiv allokering. Inden for egenkapitalen i porteføljen kan aktivallokeringen fordeles yderligere mellem aggressive vækstlagre, nye markeder, small-cap, mid-cap og large-cap-bestande. En mere konservativ investor vælger muligvis en 60/40 eller 50/50 blanding af aktier til obligationer med en større allokering til store aktier.

Sikkerhedsvalg

Når aktiveringsallokeringsstrategien er udviklet, skal værdipapirer vælges for at konstruere porteføljen og udfylde allokeringsmålene i henhold til strategien. De fleste investorer vælger typisk fra universet af gensidige fonde, indeksfonde og børshandlede fonde ved at matche fondenes investeringsmål til de forskellige komponenter i deres aktivallokeringsstrategi.

For eksempel kan en konservativ investor se mod fonde, der søger kapitalbevaring ud over kapitalvurdering, mens en mere aggressiv investor kan overveje fonde, der strengt søger kapitalvurdering.

Passive investorer har tendens til at fokusere på lave omkostningsindeksfonde, der forsøger at gentage sammensætningen af ​​et aktieindeks. En konservativ investor overvejer måske indeksfonde, der følger Standard & Poor's 500 (S&P 500) -indekset eller et indeks over udbyttebetalende aktier, mens en moderat investor muligvis blander en S&P 500-indeksfond med en mindre tildeling i en mid-cap eller lille -cap-fond.

Aktive investorer, der søger muligheder for at overgå indekserne, kan vælge blandt tusinder af aktivt forvaltede fonde. Større investorer, med mere end $ 1 million aktiver, kan muligvis vælge at arbejde sammen med en pengeansvarlig, der vælger individuelle aktier til at konstruere en portefølje.

Særlige overvejelser

Kapitalallokering antager usikkerhed omkring den fremtidige retning af aktivpriser, og at afhængig af markedets og de økonomiske forhold på et givet tidspunkt vil nogle aktiver stige og andre falde i værdi. Allokering af aktiver handler mere om at styre risiko og volatilitet end det handler om at styre præstationer. Valg af individuelle værdipapirer forudsætter viden om fremtiden, og at investoren har nogle oplysninger, der informerer ham eller hende om den fremtidige kursretning.

Den effektive markedshypotese udviklet af William Sharp viste, at aktiekurserne fuldt ud afspejler al tilgængelig information og forventninger, hvilket ville forhindre investorer i at konsekvent udnytte forkert priser. Sharp konkluderede, at det er bedre med investorer at vælge en passende allokering af aktiver og investere i en veldiversificeret portefølje af passivt forvaltede fonde.

Selv om både aktivallokering og valg af passende værdipapirer er vigtig for en investeringsstrategi, er det vigtigere at målrette den rigtige aktivallokering, som derefter kan befolkes med indekssporingsfonde.